Jeg fandt Bros albummet “Push” (1988) på kassettebånd, i en genbrugsbutik. Prisen var der nede hvor jeg synes det var sjovt at købe det med hjem, for at give det et lyt.

Jeg skal love for det ikke er særlig god musik, men jeg hørte det rigtig meget i mine tidlige teenager dage. Og da jeg satte det i båndoptageren og trykkede start, sad jeg med det samme på min fætter Flemming’s lille værelse, der ikke rigtig var et værelse, men en lille del af hans forældres soveværelse, der var opdelt af et meget stort mørkt gardin, og inden bag det var hans værelse. Jeg kan ikke huske om det var bånd, CD eller LP vi hørte den gang – mit bud er CD – men vi hørte det i hvert fald ret meget.

Og det er lidt finurligt med noget af det her musik man hørte den gang, for jeg synes jo ikke det er særlig godt, men jeg skal love for at der bliver sparket til nostalgi musklerne, det er helt vildt. Og derfor syens jeg på et eller andet plan at musikken sådan set er ok. Det var aldrig noget jeg ville sætte på for at hører det andet end for sjov, men hvis der dukkede et nummer op i radioen, så ville jeg nok ikke slukke eller skifte kanal, men bare smile og lytte det til ende.

Der er en del musik jeg har det sådanne med, f.eks. Paula Abdul hittet “Opposite Attract” (1988) eller albummet “Hysteria” (1987) af Def Leppard.